Når jeg taler fransk, bliver jeg en anden. Sproget føles anderledes i munden. Kroppens sansninger ændrer sig. Hvorfor er det mon lettere at sige: ”Je t’aime” end ”Jeg elsker dig”? Når man taler et andet sprog, træder man ind i et andet rum hvor andre spilleregler og normer gælder. På den måde har jeg to identiteter.
Da jeg første gang som 11-årig kom med toget til Frankrig og gik ud ad hovedindgangen på Gare du Nord i Paris, kom alle sanser i højeste beredskab. Lyde, lugte, synsindtryk og bevægelser væltede ind over mig. Overvældende, altomfavnende og pragtfuldt. Min mor, min bror og jeg skulle på ferie hos vores franske familie. Vi blev hentet af min onkel der straks førte os over den enormt brede gade og ind på en café og bestilte café au lait og croissanter som duftede og smagte helt anderledes end noget jeg før havde prøvet. Hold da op, jeg var totalt forført. Det ville jeg også være en del af.
Senere i mit liv har jeg oplevet næsten den samme betagelse mange gange – i New York, i Berlin, i Saigon, i Rom, i Marrakesh, i Sevilla, i Hong Kong, i Sankt Petersborg, i Marseille, i Rio de Janeiro, i Hamborg, i Tel Aviv, i Tavira og mange, mange andre steder. Først under mit cand.pæd.-studie gik det efterhånden op for mig som en erkendelse hvor kropslig en følelse det er at tale, lytte, skrive, læse og opleve på et andet sprog end mit eget som er dansk. Krop og sprog er tæt forbundne på godt og ondt og kan ikke skilles ad.
Man kan faktisk se det på folk – en gruppe unge danske gymnasieelever på gaden der taler amerikansk indbyrdes; de lyser langt væk af at føle sig seje – cool. De har det godt, og deres kropssprog viser det tydeligt.
Eller – vore kursister på Fransklærernes Dag der sprutrøde i hovederne tvinger sig selv til at sige noget i sprogtræningen med de franske instruktører, nogle med små musestemmer, andre nærmest lukker øjnene og kaster sig på hovedet ud i det. Og bagefter – ”yes! øh oui! jeg gjorde det sgu selv om det lød forfærdeligt i mine egne ører”.
Jeg er dum
At lære et nyt fremmedsprog kræver at man accepterer at føle sig dum, tung, langsom, indskrænket, ja, nærmest småtbegavet. Man føler sig lukket inde i en glasklokke uden for alvor at komme sprogligt i tæt kontakt med sine flydende talende samtalepartnere. De taler så ivrigt og engageret om hvad de tænker og mener, mens man selv kun når at sige et par forkølelede sætninger uden de nuancer man så gerne vil udtrykke, men ikke kan … og så alle de grammatiske fejl man selv kan høre mens man taler, og de pinligt lange pauser mens man leder efter et ord – ikke sjovt overhovedet. En gang imellem opgiver man helt og føler at man sidder tilbage som et umælende får, og at de andre vel nødvendigvis må opleve at man ikke er værd at bruge tid på.
Det er ikke sjovt at føle sig dum, så hvad er det der skal til for at acceptere at være dum? Det bestemmes af graden af motivation: Hvor gerne vil jeg det her? Hvor lang tid vil jeg bruge på det? Hvor vedholdende, målrettet og ambitiøs vil jeg være i mit sprogarbejde? Hvor vigtigt er det for mig? Derfor er det både interessant og vigtigt at undersøge hvad motivationen for at lære et fremmedsprog handler om.
I diskussionen om hvor bekymrende det er at så få danskere forstår betydningen af at kunne fremmedsprog, dominerer de fornuftsmæssige argumenter – at det er vigtigt at vi i Danmark kan handle og sælge vore varer i udlandet, og at det er en tung kompetence at kunne andre sprog end engelsk. De fornuftsbaserede argumenter skal man bestemt ikke undervurdere; de er faktuelt rigtige. Det er da bestemt til at græde over at Danmark gang på gang har måttet sige nej tak til store ordrer og perspektivrige samarbejder fordi der ikke findes tilstrækkeligt mange danske ingeniører, håndværkere, læger osv. som ud over deres fag kan formidle deres viden og kunnen på tysk og fransk og gerne mange andre sprog.
Giv eleverne et valg
Men med al respekt for fornuftsprægede motiver for at lære fremmedsprog er det værd at finde ud af hvad der får eleverne til at vælge hvilket fremmedsprog de vil lære. Eleverne i 4. klasse er alt for unge til for alvor at kunne forholde sig til hvad der er fornuftigt for dem engang om lang tid når de skal vælge uddannelse og erhverv. De er meget mere optaget af ting som berører dem her og nu, fx hvad klassekammeraterne vælger, hvilken lærer de får, hvilke lande familien rejser i, om de har familie i de pågældende lande. Deres motivation kommer så at sige indefra, dér hvor de har deres følelser.
Først og fremmest er det motiverende for eleverne at de overhovedet har noget at vælge imellem når de skal vælge 2. fremmedsprog, og det er desværre kun realiteten for en tiendedel af de danske elever i grundskolen. Hvis ikke skolen tilbyder fransk, får eleverne automatisk tysk. Ingen spørger disse elever om de egentlig har lyst til at lære tysk. Det er faktisk mærkeligt, for i alle de lande Danmark sammenligner sig med, får eleverne et reelt valg mellem typisk to sprog. I vores ende af Europa typisk tysk og fransk. Ja, det er da mærkeligt i Danmark hvor vi hylder elevernes medbestemmelse og medansvar for egen læring, men når det kommer til 2. fremmedsprog, så må de ikke bestemme noget.
Skoler som tilbyder både tysk og fransk bør hele tiden følge med i hvilke motiver eleverne har til at vælge mellem de to sprog. Derfor er det en god idé hvert år at spørge nybegynderne hvorfor de har valgt henholdsvis tysk eller fransk. Det giver lærerne nyttig baggrundsviden som nemt kan inddrages i planlægningen af undervisningens indhold. Gevinsten for lærerne på skoler som tilbyder både tysk og fransk er indlysende. De får en undervisningssituation med elever som er positivt indstillede fra starten fordi de selv har valgt deres tysk eller fransk.
Man bliver smuk af fransk
For fransks vedkommende skiller et bestemt motiv for at vælge fransk sig ud. Det handler om at fransk er et smukt sprog. Som nogle af mine elever for mange år siden skrev: ”Fransk lyder så smukt; det er ligesom en sang”; eller ”Fransk føles så godt. Det er ligesom at holde en glat, rund sten i hånden”; eller ”Fransk er smukt. Hvis jeg kan fransk, føler jeg mig også smuk”. Alle sammen kropsnære følelser. Det slog mig at vi måske også skal også skal medtænke noget jeg vil kalde for æstetisk motivation.
Min kone kender det godt i forhold til tysk. Hun nyder simpelthen at lytte til tysk i fjernsynet fordi sproget er smukt i sig selv.
Det allermest interessante er kombinationen af disse sanselige begrundelser og den samtidige forventning om at fransk er svært. Det er nemlig min klare oplevelse at de fleste elever helst undgår det de tror bliver svært. Det ses fx meget tydeligt i gymnasieelevernes valg af fag indenfor de mange studieretninger. Når eleverne derfor på trods af en klar forventning om at fransk er svært, alligevel vælger det til, så fortæller det noget om hvor stærk deres motivation er.
De vil så gerne, og de er pavestolte når de oplever at de ret hurtigt kan sige noget på fransk. Hvis de ovenikøbet oplever at fransktalende forstår hvad de siger, så er det stærkt motiverende for at fortsætte med at lære.
Fasthold forbindelsen mellem krop og sprog
Kropssproget består af mimik, gestus og samlede fremtoning. Det kan bruges til at understrege det sagte. Almindeligvis skal mimik, gestus og fremtoning betragtes som et signalsprog hvis funktion er at skabe forventninger om hvad talen vil indeholde. Hvis der er uoverensstemmelse mellem det sagte og kropssproget, forvirrer man sin samtalepartner.
De grundlæggende bestanddele af kropssproget har universel gyldighed. Et smil forstås på samme måde overalt på kloden. Nedhængende, indadvendte skuldre, bøjede knæ og glansløse øjne opfattes overalt som tegn på træthed. Derfor kan det alene af den grund lade sig gøre at kommunikere helt uden ord selv om det er besværligt og stærkt begrænser muligheden for at udtrykke sig nuanceret.
Herudover har kropssproget i forskellige kulturer og subkulturer en række mimiske tegn som medlemmerne inden for den pågældende kultur forstår.
Ofte kan et mimisk tegn have en rituel betydning som afpasses efter bestemte situationsafhængige regler. Det gælder fx når franskmænd kindkysser hinanden goddag og farvel.
Nede i gården – ude i verden
Da jeg var barn, elskede jeg når min franske familie kom på besøg, og jeg nede i gården i Fiolstræde i det indre København tog del i det dengang meget sydlandske og eksotiske kysseritual. Jeg fulgte nøje med i om legekammerater og naboer fulgte med i ’forestillingen’ oppe fra vinduerne. Ved at være deltager blev jeg en anden. Jeg fik en anden identitet som jeg holdt meget af, og som jeg syntes ’gjorde mig til noget’.
Af præcis den grund er det en katastrofe at det at kunne andre sprog end dansk og engelsk er så ringeagtet. Rundt om i de danske klasseværelser sidder der masser af små og store sprogambassadører som kan tyrkisk, kurdisk, arabisk, urdu, somali, russisk, spansk og meget mere. De burde i den grad anerkendes for at de kan noget særligt som det ligger lige til højrebenet at berige vores fremmedsprogsundervisning med og samtidig give dem en oplevelse af at de kan noget særligt, at de er noget.
