Sprog åbner døre til en magisk verden
”Dansk og engelsk er de eneste sprog, jeg behøver for at kunne begå mig. For alle taler jo engelsk!” Alt i mig stritter, når jeg hører det argument. Jeg bliver både frustreret og virkelig ærgerlig over argumentet, for med den elevforståelse af sprog går de glip af så meget viden, kultur, forståelse, indlevelse, empati og endda kognitiv træning.
At kunne et fremmedsprog er ligesom at have en god dåseåbner. Når du tager den i brug og åbner kokosmælken, åbner der sig med duften en magisk verden af ny smag, oplevelse og kultur.
- Sprog er kultur
- Sprog er identitet
- Sprog er viden og indlevelse
- Sprog er dannelse
Jeg er selv generation lidt-af-det-hele, jeg taler flydende engelsk – amerikansk for at være præcis – jeg kan begå mig på turistniveau på tysk, lidt forkølet fransk og en håndfuld turistsætninger på spansk. Da min familie har nære venner i Sverige, og vi har rejst dertil gennem 42 år, kan jeg begå mig på svensk. De sløve valg af lidt tysk, fransk og spansk var mine egne valg. I dag ville jeg virkeligt ønske, at jeg havde valgt enten tysk eller fransk og forfulgt det både på gymnasiet og på læreruddannelsen. Heldigvis kan jeg nå at forfine et af de to sprog, jeg skal bare lige bestemme mig for hvilket.
Den Nationale Sprogkomité
Optaget på sprogfagene på universiteterne er i frit fald. I alt er 1228 ansøgere optaget på de sproglige universitetsuddannelser med start i august 2026. Det er et fald på 9 % i forhold til sommeroptaget i 2025. F.eks. er optaget på Almene sprog (tysk og fransk) 73 studerende, hvilket er et fald på 13 % fra 2025, og det dækker hele kongeriget! Det er helt vanvittigt, at så få danske unge ser en fremtid, der tager udgangspunkt i at mestre et sprog.
Den Nationale Sprogkomité har sprog i hjertet og på hjernen. Vi er enige om at engelsk er det første fremmedsprog, men hvilke sprog, der skal være andet og eventuelt tredje, foregår der en engageret diskussion om. Erhvervslivet ønsker at vores andet fremmedsprog skal være tysk, da vi som land har mest samhandel med vores naboer syd for grænsen. Fra både Dansk Erhverv og Dansk Industri lyder det enstemmigt, at uanset hvilket fremmedsprog, du mestrer, så er det mundtlige langt vigtigere end det skriftlige, særligt i betragtningen af AI’s indtog som skriftlig assistent. De har helt enkelt brug for ansatte, der kan tale med kunderne.
I komitéen møder jeg folkeskoler og gymnasier, der har valgt at fokusere på sprog og kultur. De er lykkedes, fordi de prioriterer sprogindsatsen. F.eks. har folkeskolerne i Løgumkloster valgt, at alle elever har tysk fra børnehaveklasse til og med 9. klasse, den såkaldte Løgumklostermodel. På gymnasiet i Ringkøbing har Rektor Lars Roesen besluttet, at alle sproghold bliver oprettet uanset hvad. Han lader sig ikke styre af en nedre grænse for oprettelse af hold, og så vælger han at bruge en del af gymnasiets økonomi på den sproglige prioritering. Sådanne eksempler er der flere af blandt komitéens medlemmer. Fælles for alle, der lykkes, er den bevidste prioritering af sprog. Samtlige medlemmer af Den Nationale Sprogkomité er indstillet på at kæmpe for, at vi i Danmark bliver dygtigere til andre fremmedsprog end engelsk.
Komitéen er sammensat af sprogfolk fra alle uddannelseslag samt arbejdstagere, fra grundskolen til tolkeservice i Europa Kommissionen. Jeg repræsenterer Danmarks Lærerforening og dermed folkeskolen. Formand for komitéen er tidligere folketingsmedlem og minister Bertel Haarder.
Fremmedsprog i folkeskolen
Folkeskolens formål siger bl.a., at vi skal danne, uddanne og opdrage eleverne i dansk og udenlandsk kultur. Vi skal også fremme den enkelte elevs alsidige udvikling. Det er en stor opgave. Men det er en opgave, lærerne og lederne i folkets skole med glæde kaster sig ud i. Alle de sproglærere, jeg har mødt, er fuldt ud dedikeret til ’deres’ sprog, og derfor er jeg tryg ved engagementet, men mindre tryg ved manglen på tysk- og fransklærere.
At lære en elev at tale og udtrykke sig er virkelig besværet værd, for det er besværligt at lære et andet sprog – ligesom det er besværligt at forstå, hvorfor romantikken er et grundelement i forståelsen af Danmarks historie og nutid. Da jeg underviste i engelsk, vægtede jeg altid den kulturelle forståelse højest. For igennem kulturelle tekster, videoer, billeder og musik talte klassen engelsk med det formål at få en bedre forståelse af f.eks., hvordan hiphop-musik hænger uløseligt sammen med slavernes sang i bomuldsmarkerne. I vurderingsarket til både den skriftlige og mundtlige afgangsprøve i engelsk skal det vurderes, hvordan ”Eleven anvender viden om kultur- og samfundsforhold i engelsktalende lande”. Den vurdering er i øvrigt den eneste, der lader landets kultur komme til sin ret, ellers er det grammatiske og sproglige kriterier.
På det dannelsesmæssige niveau udvider det elevernes viden og forståelse, når vi igennem sprog viser dem en anden virkelighed end den danske. Når du kan begå dig på f.eks. tysk i Tyskland, åbner der sig automatisk en anden verden, hvor kun de, der kan sproget, har adgang. Det er her, du mærker, hvad den tyske kultur tilbyder. Sprogkundskab åbner og udvider din verden.
Folkeskolens afgangsprøver i sprogfagene er som bekendt blevet reduceret til et sprogligt udtræksfag. Desuden er de nye, mindre bindende fagplaner på vej med start i skoleåret 2027/2028. Derfor mener jeg, at grundskolerne skal tage initiativ til at sætte deres egen standard for sprogfagene. Jeg mener utvetydigt, at vi lige nu har en fantastisk mulighed for delvis at styre væk fra det prøveforberedende greb, vi har været i, og sætte en stærkere dagsorden for sprogfagene. Nu skal vi åbne elevernes øjne for sprogenes magiske dannelseskraft og leve op til folkeskolens formål om forståelse for andre kulturer. Og så vil jeg foreslå, at udskolingsengelsk afsluttes med at tage (eller tilbyde at tage) Cambridge English-prøven og i tysk afslutte med Göethe Instituttets internationalt anerkendte prøve. Den gave vil jeg elske at give eleverne med på deres vej ud i livet.
Jeg glæder mig til at mødes med jer til Sproglærerforeningens årskursus i april 2027! (Se programmet i Sproglæreren nr. 3 på side 11).
Henvisninger
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Optagelse 2026 (4. august 2026), https://ufsn.dk
Folkeskolens formål, https://uvm.dk/grundskole/folkeskolen/om-folkeskolen/folkeskolens-formaal/ (5. august 2026)
Vejledning til folkeskolens prøver i engelsk 9. klasse, https://uvm.dk/grundskole/folkeskolen/folkeskolens-proever/proeveforberedelse/proevevejledninger/#accordion-engelsk (5. august 2026)