Kan man redde en synkende skude og gøre den sødygtig igen? Ja, det kan man når man hedder Rita Mogensen.
På årets generalforsamling i marts trak Rita sig tilbage som mangeårig formand for Sproglærerforeningen. Hun måtte høre på adskillige takketaler der ikke mindst handlede om hvordan hun lykkedes med at få styr på foreningens økonomi da det så virkelig sort ud.
Da Rita tiltrådte i 2015, var det nemlig til at overskue hvornår kassen ville være tom. Men i smukt samarbejde med hovedkasserer Helle BKP Hansen og hendes efterfølger Anja Røngaard blev udgiftsposterne saneret og strammet op, og medlemspriser og kursusafgifter blev bragt i realistisk balance med udgifterne. Fx er reglen i dag at et planlagt kursus kun må gennemføres hvis det økonomisk mindst løber rundt. Der blev lagt tydelige og ensartede rammer for fagudvalgenes arbejde, fx at suppleanterne kun deltager i fagudvalgsmøder uden udgift for fagudvalget, og kassererarbejdet i fagudvalgene blev samlet hos hovedkassereren. Der blev fastsat beløb for honorarer til Sproglærerens skribenter, til kursusinstruktører og for gaver til Hovedstyrelses- og fagudvalgsmedlemmer og andre. Der blev fastsat regler for hovestyrelses- og fagudvalgsmedlemmers transport- og fortæringsudgifter i forbindelse med møder og kurser, fx at køre flere i samme bil. Og det blev grundigt undersøgt hvor Hovedstyrelsen kunne holde sine møder og kurser billigst uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Alt dette lykkedes, og især er det gennem flere år lykkedes at tiltrække nok deltagere til foreningens årskursus med efterfølgende overskud. Fransk og Tysk Fagudvalg har fulgt trop med fine kursusoverskud på de årlige Fransklærernes Dag og Tysklandskursus.
Sideløbende hermed forsøgte Rita at lokke folk ind i butikken med diverse rabatordninger til film- og teaterforestillinger. I det hele taget var hun altid optaget af at øge medlemstallet. En af hendes vigtigste genistreger var opfindelsen af begrebet institutionsmedlemskab. Altså at fx en skole kan være medlem og dermed opnå medlemsfordele for alle skolens lærere. Det er vigtigt at fastholde at Rita faktisk er lykkedes med at skaffe flere medlemmer til foreningen, men ligesom alle andre faglige foreninger oplever vi at interessen og forståelsen for foreningernes betydning er dalende. Samtidig har mange skolesammenlægninger og evindeligt skrabede skolebudgetter betydet en del udmeldelser.
Det samlede resultat af Ritas kamp er at fallitten blev undgået, og at Sproglærerforeningen stadig består og vil gøre det i mange år endnu.
Jeg kender hende godt nok til at vide at hun ikke bryder sig om at tage æren alene. Men det ER altså Rita der formåede at samle Hovedstyrelsen om sig og gennemføre de nødvendige stramninger.
Nu kunne man godt få det indtryk at Rita er en økonomifreak. Det er hun ikke, men hun synes der skal være orden i sagerne, og så har hun viljen, vedholdenheden og opfindsomheden til at gennemføre det hun sætter sig for.
En anden af Ritas styrker er hendes kæmpe netværk. Gennem det har hun kunnet skaffe foreningen fremragende foredragsholdere og instruktører til årskurserne og – som det sidste – Anna Bruun som vores nye formand.
Vi har meget at takke Rita for: et fantastisk redningsarbejde da forlis var tæt på, et formandskab til ug og en værdig repræsentant for foreningen i offentligheden.
Personligt vil jeg godt takke hende for et fremragende samarbejde og for de mange spændende samtaler og udveksling af synspunkter.
Leon Aktor
tidl. næstformand
En cookie er en lille tekstfil, som vi gemmer på din enhed for at kunne holde styr på, hvad der sker under dit besøg. Hvis du sletter eller blokerer cookies, kan du risikere, at websitet ikke fungerer optimalt, samt at der er indhold, du ikke kan få adgang til.