I juni 2018 blev der indgået en politisk aftale om styrket praksisfaglighed i folkeskolen ved daværende undervisningsminister Merete Riisager. Aftalen havde til formål at sikre, at alle elever får mulighed for at arbejde med deres praksisfaglige kompetencer i folkeskolen, og medførte, at alle elever på 7. og 8. klassetrin skal tilbydes valgfaget håndværk og design og kan tilbydes valgfagene billedkunst, musik og madkundskab.
I 2019 udgav Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) rapporten Praksisfaglighed i skolen: En forundersøgelse og opsummerede bl.a. ved hjælp af flere interview (bl.a. om sprogfag), at man kunne kortlægge fire former for praksisfaglighed:
- Kropslige og aktive aktiviteter
- Problembaserede og anvendelsesorienterede aktiviteter
- Aktiviteter med fokus på fremstilling af et produkt
- Aktiviteter, der er erhvervsrettede eller rettet mod en virkelig praksis uden for skolen
EVA noterer sig desuden, at praksisfagligheden udfoldes særligt i en række forskellige læringsrum som for eksempel:
- Udenfor skolen og klasseværelset, når der arbejdes med handlinger og produkter
- På skolen i autentiske situationer, hvor eleverne får erfaringer vedr. fag og teorier
- I og udenfor skolen i læringssituationer, der rummer sanseindtryk/erfaringer og kobler til et eller flere fags begreber og metoder
- I udspillet fra regeringen er praksisfaglighed fremhævet, fordi det kan øge engagement og trivsel, og fordi en kropslig og aktiv tilgang til undervisningen kan styrke elevernes læring.
- Udspillet lægger dog primært op til, at der skal være nye valgfag i 8.-9. klasse som musik, billedkunst, madkundskab, håndværk og design samt teknologiforståelse; fag, der åbenlyst er tæt på kernen af praksisfaglighed.
Ligeledes i 2019 gennemførte forskere fra Aalborg Universitet i et samarbejde med Pluss et etårigt forsknings- og udviklingsprojekt om praksisfaglighed baseret på en aktionsforskningsbaseret tilgang med brug af forskningscirkler i 27 projekter på 58 grund- og erhvervsskoler i samarbejdspraksisser med inddragelse af erfaringslæring, med primær reference til Dewey. I en opsummering af projektet peger forskningslederne på, at ”arbejdet med praksisfaglighed er komplekst og mangetydigt” (Jensen et al., 2021: 26).
Franskfaget indgik desværre ikke i projektet, men en væsentlig opsamling er forskernes overraskelse over, at lærere i såkaldt boglige fag som dansk, matematik, historie og tysk arbejdede med praksisfaglighed som en anvendelses-, tværfagligheds- eller problemløsningsdimension. Lærernes insisteren på, at disse fag har en praktisk dimension, der ”enten handler om begrebsliggørelse af konkrete kropslige erfaringer eller om fagenes anvendelsesdimension”, understøttede forskerne i at udvikle en model for samspils- og koblingsfokus mellem teori-fag, krop-erfaring og handling-produkt (Jensen et al., 2021: 140).
En mangfoldighed af betydninger
Denne artikel om praksisfaglighed i franskfaget tager afsæt i denne mangfoldighed af betydninger og pædagogiske handlinger/aktiviteter som praksisfaglighed som begreb har ført med sig. Det fremgår tydeligt af indledningen, at det ikke muligt at give en entydig definition af begrebet ’praksisfaglighed’.
På den ene side er det udtryk for et uddannelsespolitisk ønske om at få flere elever til at vælge en erhvervsrettet ungdomsuddannelse efter grundskolen – understøttet med indførelsen af obligatoriske valgfag fra 7. klasse som madkundskab, håndværk og design, billedkunst og musik samt mulighed for lokale tilvalg.
På den anden side tegner der sig et billede af fire forskellige bevæggrunde for at udvikle en mere praktisk og varieret undervisning i folkeskolens fag gennem et læringspsykologisk, et erfaringsbaseret, et værkstedspædagogisk og et dannelsesmæssigt argument (Nielsen, 2023: 25). Lise Tingleff Nielsen understreger i sin opsummering, at fordybelse i et fag eller emne med afsæt i mere teoretisk og abstrakt tænkning ganske oplagt kan ske i samspil med mere praktiske opgaver. Nielsen ophæver hermed den nuværende undervisningsministers uhensigtsmæssige opdeling i boglige og praktiske fag og giver et fag som fransk ’retten’ til at udvikle sig med brug af såvel boglige som praktiske indgange til planlægning, gennemførelse, evaluering og videreudvikling af undervisningsforløb fra 5.-9. (10.) klasse i grundskolen.
En 30 års rejse i et uddannelsespolitisk perspektiv: fra den praktisk-musiske dimension til bevægelse og praksisfaglighed
Praksisfaglighed kan således ses som en fortsættelse af det uddannelsespolitiske blik på at styrke balancer mellem boglige og praktiske færdigheder, hvor folkeskolens nuværende formålsparagraf fra 2006 i stk. 2 lægger vægt på at ”skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle”. Med folkeskoleloven i 2014 kom der endvidere fokus på krav om bevægelse son en del af skoledagen. Og i 2019 kom så praksisfaglighed på banen.
I 1996 udgav Undervisningsministeriet en rapport, der undersøger, hvordan skoler dengang arbejdede med at inddrage og udvikle den praktiske og musiske dimension i folkeskolens fag:
”Man lærer noget, når man er aktiv og engageret, når man kan se en mening med det, man arbejder med, og når man kan forstå, hvilken sammenhæng arbejdet indgår i. At give praktiske og musiske arbejdsmåder og udtryksformer betydelig vægt i alle skolens fag er at tage konsekvensen af det i sig selv indlysende forhold, at folkeskolens undervisning er rettet mod børn, og at skolens børn har forskellige forudsætninger for at lære og engagere sig – og lade sig engagere – i undervisningens indhold.
Undervisning, der inddrager den praktisk musiske dimension, er som illustreret i denne rapports fremstillinger karakteriseret ved stor idérigdom og kreativ udnyttelse af de givne vilkår. Det bemærkes flere gange, at den praktisk musiske dimension åbner for mange sider af det undervisningsmæssige samvær, som kan berige undervisningen i klasseværelset”.
Der har hermed i de sidste 30 år været mulighed for at øge og udvikle en holistisk tilgang til elevernes læring med brug af kropslige, aktive, kreative, æstetiske og legende etc. aktiviteter i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning generelt – også i franskfaget. Udfordringen med disse ikke-obligatoriske dimensioner i undervisningen er, at de ofte bliver ’personificeret’ i relation til en lærers eller et lærerteams viden om, forståelser af og holdninger til, om det giver mening at inddrage en sådan tilgang i sin undervisning.
Benspænd
Fransk som valgfag fik fra 2018-2019 en anden status geografisk, hvor mange skoler udbød fransk fra 8. klassetrin i stedet for som obligatorisk 2. fremmedsprog fra 5. klasse. Som det fremgår af NCFF-rapporten Franskfagets udvikling gennem de sidste 10 år:
”(…) er sandsynligt, at det nye toårige praksisfaglige valgfag med eksamen i 8. klasse, der blev indført fra skoleåret 2019/2020, har bidraget til tilbagegangen for fransk som 3. fremmedsprog, da det praksisfaglige valgfag har stor betydning for planlægningen og skemalægningen af valgfag i udskolingen”.
Dog var der allerede inden vedtagelsen af de obligatoriske praksisfaglige valgfag tale om en nedgang i antallet af elever med fransk som valgfag i udskolingen i grundskolen. Fransk som valgfag er flyttet til de kommunale ungdomsskoler og efterskoler. Praksisfaglighed i franskfaget er dermed primært en tilgang til undervisningsplanlægning på skoler med fransk som obligatorisk 2. fremmedsprog fra 5. klassetrin. Dette medfører, at der er begrænsede forløb at spejle sig i og lade sig inspirere af til franskfaget.
De senere års uddannelsespolitiske spotlight på test og prøver i udskolingen som high stakes (betydning for en elevs karaktergennemsnit og mulighed for at komme ind på en ungdomsuddannelse) har ført til, at lærere generelt anvender mindre tid på at arbejde med en praktisk-musisk tilgang, bevægelse og praksisfaglighed, især i udskolingen. Denne viden fra praksis understøttes af et forskningsprojekt, der gennem et aktionsforskningsforløb havde fokus på at undersøge relationer mellem krop, trivsel og motivation hos elever på 8. og 9. klassetrin. Iflg. de deltagende lærere skyldtes den manglende brug af bevægelse, at de manglede tid og følte et pres fra omverdenen for at holde fokus på fagenes faglige mål i udskolingen (NOASP, Olsen et al. 2021).
Også i en ny kortlægning fra EVA kommer de i deres undersøgelse af, hvordan lærere anvender en praksisfaglig undervisning, frem til, at jo ældre eleverne er, desto mindre indgår krop i undervisning. Iflg. undersøgelsen er dette en uheldig udvikling, fordi der er en positiv lærings- og motivationsfaktor i at koble krop som medie for læring af fagligt stof, fordi fysisk aktivitet giver eleverne energi og motivation (EVA 2023).
Nye vinde
Selvom der er disse benspænd, understøttes den didaktiske udvikling af en praktisk-musisk, bevægelsesinkluderende og praksisfaglig tilgang til undervisning og læring i franskfaget. Den nye læreruddannelse (BEK nr. 374 af 29/03/2023) har nu fået en formålsparagraf, der matcher folkeskolens formålsparagraf med fokus på såvel en dannelses- som en kompetencedimension. Og nok så væsentligt – eller i kølvandet på denne udvikling – er der nu stillet et uddannelsespolitisk krav om at arbejde med den praktisk-musiske tilgang og bevægelse og praksisfaglighed i alle fag. I franskfagets indholdsområder står bl.a. således:
”Praktiske, musiske, kreative, legende og anvendelsesorienterede aspekter af undervisningen samt bevægelse som et integreret element i franskundervisning”.
Dette medfører, at alle lærerstuderende i fransk fremover skal arbejde med denne tilgang som en obligatorisk del af deres undervisning i faget, i praktikken samt i tværfaglige forløb i uddannelsen, således at de er pædagogisk og didaktisk klædt på til at planlægge undervisning i fransk fra 5. klassetrin med inddragelse af disse aspekter. Det bør også betyde, at der udvikles efter- og videreuddannelsesforløb for de mange fransklærere, der som ildsjæle har arbejdet med en holistisk tilgang til sproglæring, således at vi i faget kan udvikle en fælles professionsfaglig forståelse og brug af denne dimension.
Til sidst – men absolut ikke mindst – deler denne artikels forfattere idéer og undervisningsforløb med dig som læser til direkte brug i din egen undervisning eller som inspiration til den videre udvikling af praksisfaglighed – se Sproglæreren nummer 4/2000 s. 32-33 Udeskole i et tværsprogligt regi – en nem sprogleg til mellemtrinnet og https://blog.folkeskolen.dk/blog-folkeskolens-tysk-og-franskradgiver-fransk/and-the-oscar-goes-to/4707819
Litteratur
BUVM (2019). Valgfag. Lokaliseret d. 15. marts 2024 på: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/udskoling/valgfag
EVA, Danmarks Evalueringsinstitut (2019). Praksisfaglighed i skolen: en forundersøgelse. Danmarks Evalueringsinstitut
EVA, Danmarks Evalueringsinstitut (2023). Kortlægning af folkeskolens arbejde med praksisfaglighed. Danmarks Evalueringsinstitut
Jensen, J., B. (red.) (2021). Perspektiver på praksisfaglighed. Skoleudvikling og forandring på tværs. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag
NCFF, Det Nationale Center for Fremmedsprog (2022). Franskfagets udvikling gennem de sidste 10 år. Lokaliseret d. 15. marts 2024 på: https://viden.ncff.dk/ncff#readBook::bookId==491162
Nielsen, L. T. (2023). Praksisfaglighed – det handler om skoleudvikling. I: Rasch-Christensen, A. (red.) (2023). Praksisfaglighed i skolen (s. 23-44). Frederikshavn: Dafolo
NOASP. Forskning & Forandring (2021). Krop og trivsel i udskolingen fra et elevperspektiv. Lokaliseret d. 15. marts 2024 på: https://forskningogforandring.dk/index.php/fof/article/view/2238/5427
Ottesen, C.L. (2017). Bevægelse integreret i undervisningen. I: Schulz, A. & von Seelen, J. (red.). En skole i bevægelse (s. 97-113). København: Akademisk Forlag
Rasch-Christensen, A. (red.) (2023). Praksisfaglighed i skolen. Frederikshavn: Dafolo
