- Klassetrin: 6. klasse og opefter
- Formål: Tidsbesparende respons på elevtekster
Jeg har haft gode erfaringer med at bruge videorespons til elevtekster. Formålet er, at eleverne sammen med mig ser en kedelig modeltekst blive forandret til en mere spændende tekst. Jeg bruger ofte dette sproglige billede: Den kedelige første tekst er som en ballon, der ikke er pustet op endnu. Den re-skrevne tekst er den samme ballon, men pustet op og med mere volumen.
Jeg skriver en modeltekst, som form- og indholdsmæssigt minder om de tekster, jeg modtager. Jeg markerer ord og udtryk, som jeg gerne ’vil have pustet op’ efter et bestemt farvesystem. I eksemplet her skulle eleverne skrive en dagbogsside om ’oplevelser’ i New Zealand, farvekoderne er derfor tilpasset denne tekst:
Gul: fortæl om placering eller sted – i praksis: konkret viden om forhold vedr. New Zealand
Grøn: sæt ’udvidere’ på – i praksis: adjektiver eller adverbier
Blå: forklar mere om, hvordan noget føles, ser ud eller opleves – i praksis: ledsætninger
I min forberedelsestid gennemgår og kommenterer jeg teksten, mens jeg laver en skærmoptagelse. På denne måde ser eleverne helt konkret, over fem minutter, teksten forvandle sig fra kort og kedelig til en noget længere og mere nuanceret tekst. Dernæst uploader jeg skærmoptagelsen til eleverne. På min skole bruger vi Classroom, men andre platforme kan bruges. Vi ser optagelsen sammen i klassen.
De afleverede elevtekster har jeg brugt tid på at markere med farver, så eleverne ved, hvordan de kan arbejde videre med deres tekster. Ved ikke at kommentere hver enkelt elevtekst sparer jeg tid, samtidig med at eleverne kan se videoen igen og igen. Den frigivne tid bruges i klasselokalet til at hjælpe eleverne med forslag til nye formuleringer, bedre og mere informative adjektiver og ledsætninger samt støtte til svage elever og udfordring til de stærke i forhold til fx synonymer og syntaks.
Første version:

Undervejs:

Næsten færdig:
